Figurer

En dag gik jeg i en butik, hvor de solgte rekvisitter til kunstnere, hvor jeg iblandt blokke, lærreder, farver og pensler så en hel stak af de såkaldte gliedermand-figurer. Som de lå dér, de små nøgne mænd, fik de mig til at tænke på de modbydelige billeder af udmarvede fanger i 2. verdensskrigs koncentrationslejre, de mange stakkels skæbner, som stod – og i allerværste tilfælde lå - afklædt til skindet, ansigtsløse, gjort værdiløse, og jeg fik en grim smag i munden. Jeg fik lyst til at iklæde dem tøj og give dem identitet og værdighed.

Gliedermand-figuren er en trædukke, som siden renæssancen og frem til i dag har været benyttet i undervisning ved tegneskoler og kunstakademierne i stedet for levende model. Ved langvarige arbejder er den ideel til at fastholde vanskelige stillinger

 

Navnet stammer fra tysk; Gliedermann, og som første led i navnet ”Glied” antyder, har den bevægelige led.

Mine bemalede træfigurer afspejler på en anderledes måde end mine malerier sceniske arketyper.